Ring til os på (+45) 86 51 88 80
< Tilbage til alle nyheder
Del nyheden
10/06/2015

Medicindosering i fokus

LT-Automation og Lab X har sammen haft medicindosering i fokus. Det har de i forhold til udviklingen af en teknologi, der kan lette medicindoseringsarbejdet for hjemmesygeplejersker og borgere. Samarbejdet har båret frugt og LT-Automation videreudvikler i dag på teknologien for at finde den helt rette løsning.

Medicindosering giver arbejdsskader og sluger tid

Hvis du som borger i Danmark bliver syg og har brug for medicin, men er for dårlig til selv at dosere den, kan du få hjælp til det af en hjemmesygeplejerske. Det er en vigtig hjælp for mange borgere, men der er også en del problemer i den måde medicinen bliver håndteret på i dag. Medicindoseringen foregår enten hjemme hos borgeren selv eller på sygeplejeklinikker, hvor borgeren møder op med sin medicin under armen for at få den doseret i pilleæsker. 

Inge-Lise Churchill og Rikke Brændgaard fra Lab X har fortaget observationer og interviews på en sygeplejeklinik i Hjallerup og i forskellige borgeres hjem. Et af de problemer deres data viser er, at medicindoseringen er meget tidskrævende: 

“Vi observerede bl.a. en medicindosering på sygeplejerskeklinikken i Hjallerup, der tog sygeplejersken 50 min. for dosering af én borgers medicin. Det er rigtig meget tid både for sygeplejerske, men også for borgeren, der skal sidde og vente, mens medicinen bliver talt op og lagt i æsker” fortæller Inge-Lise Churchill. 

Derudover klagede en del sygeplejersker over smerter i hænderne pga. arbejdet med, at åbne emballagen som medicinen kommer i. 

Radio og rod kan føre til fejl i doseringen

Udover det store tidsforbrug med at fordele medicinen, er der en risiko for, at der opstår fejl i doseringen pga. de omgivelser hjemmesygeplejerskerne sidder i, når de skal udføre arbejdet: 

“I flere af de private hjem vi foretog observationer i, sidder hjemmesygeplejersken f.eks. ved et rodet spisebord og doserer medicinen. Samtidig spiller radioen og hun samtaler med borgeren. Der er mange forstyrrelser og sygeplejerskerne, vi har observeret, bruger meget tid på igen og igen at tjekke, om der er den rette mængde medicin i de rette rum” fortæller Inge-Lise Churchill.

Udvikling af medicindoseringsrobot

På baggrund af de problemstillinger, der blev præsenteret på workshoppen er LT-Automation nu i fuld gang med at arbejde videre på at udvikle en robot, der kan gøre doseringsarbejdet lettere og mere sikkert. 

Anna Marie Lassen fortæller, at Lab. X har gjort et stort forarbejde i forhold til at få defineret de problemer, der er i medicinens vej, fra den bliver udskrevet af lægen, til borgeren indtager medicinen hjemme i eget hjem. Det er et vigtigt skridt for at kunne udvikle et godt produkt, men der er stadig et stykke vej til, at en medicindoseringsrobot kan tage form. Aftalen mellem Lab. X og LT Automation er nu, at der bliver lavet en tegning og en prototype til starten af januar 2015. Dette sker i samarbejde med en praktikant fra bachelor i produktudvikling på UCN.

 

Kunne du tænke dig at høre mere?

Vi er altid klar til at tage i mod din henvendelse. Om du har spørgsmål til vores rådgivningsforløb, automatiseringsløsninger, produkter eller noget helt fjerde.

KONTAKT OS HER