Ring til os på (+45) 86 51 88 80
< Tilbage til alle nyheder
Del nyheden
07/10/2016

Livskvalitet igennem velfærdsteknologi – nKNOWation 2016

LT Automation satte fokus på robotter og iværksætteri ved den årlige innovations- og entreprenørskabsevent!

LT Automation var med til den årlige event, der bød på spændende dage med intensivt fokus på innovation, produktudvikling og iværksætteri – og på lige netop de tre områder er Lasse ekspert. Derfor var han for andet år i træk inviteret til at holde oplæg for mere end 200 studerende. Et oplæg om iværksætteri, produktudvikling og ikke mindst innovation i forhold til LT Automation og produkterne MELVIN® og ROBERT®. I dagens anledning havde Lasse taget ROBERT® med til stor begejstring for de deltagende.

Lasse Thomsen fra LT-automation, holdt et spændende og lærerigt indlæg på vores innovations event nKNOWation 2016. Med sin ligefremme og jordnære facon, gav Lasse alle erhvervsskoleeleverne en på ”opleveren”. Den forunderlige og snørklede vej fra ide til færdig produkt, blev fremstillet på en inspirerende og motiverende måde. Lasse er tydeligvis både opfinder og iværksætter og kan tale til folk, så der bliver lyttet. På SOSU Nord er vi taknemmelige for det unikke samarbejde vi har etableret med Lasse Thomsen,” udtaler Bent Fuglsbjerg, Leder af Videncenter for Teknologi Og Velfærd ved SOSU Nord.

Motivation til bevægelse

Eleverne brugte 3 dage på at skabe idéer på tværs af studieretninger og institutioner. Idéer, der er endt ud i konkrete problemstillinger i relation til temaet: ”Motivation til bevægelse”. De forskellige problemstillinger blev præsenteret på nKNOWations sidste dag.

Denne tværfaglige event har til formål at inspirere eleverne til at reflektere over, hvordan de via innovativ tænkning kan bidrage til at lette brugerens hverdag.

Netop tankegangen om brug af innovation til velfærdsteknologi er noget, som både Lasse og resten af hans team ved LT Automation bruger meget tid på. Lasse er vant til at arbejde tværfagligt og et af hans absolutte fokuspunkter er: løsninger, som er med til at gøre en forskel for både patienter, sundhedspersonale og samfund. Derfor var han også inviteret med til eventen som dommer, der i samspil med andre eksperter skulle kåre det bedste koncept fra nKNOWation 2016.

Det er super inspirerende at høre Lasses tilgang til udvikling og ideer, han fremstår som et menneske der tror på det han vil og som aldrig giver op, han er bliver et levende bevis på, at det meste kan lade sig gøre hvis bare man ikke lader sig slå ud,” fortæller Lene Moselund, Medkoordinator ved Future Lab.

 

IMG_9211_converted

Præsentation af vinderidéen

Idéer med innovativt fokus

Der var hård konkurrence og et utal af inspirerende og spændende idéer. Vinderidéen blev en inhalator kaldet MIM (Multi Inhale Mate) med stempel beregnet til fx KOL- eller astmapatienter. Inhalatoren skal gøre det nemmere at inhalere medicinen og opnå den fulde virkning, også selvom man har åndedrætsbesvær. Dommerpanelets begrundelse var bl.a., at opfindelsen potentielt vil give store økonomiske besparelser og samtidig øge livskvaliteten for en stor gruppe borgere med åndedrætsproblemer.

Hos LT Automation synes vi også, det var en fantastisk god og innovativ idé. Vi ønsker stort tillykke med sejren!

Om nKNOWation

Til nKNOWation er formålet at udvikle evnen til at tænke innovativt og samarbejde på tværs af uddannelser og institutioner. Til eventen er elever med teknisk baggrund sat sammen med elever med en social- og sundhedsmæssig baggrund, og det danner et stærkt vidensfelt med grobund for gode idéer og værdifulde samarbejdskonstellationer. Eleverne skulle gruppevis give et bud på en ny velfærdsteknologi, der i fremtiden kan blive til gavn og nytte i sundhedssystemet.

nKNOWation facts:

  • Det er fjerde gang, der blev afholdt nKNOWation i Aalborg. De første to år har Tech College været vært for arrangementet, som de seneste to år har fundet sted i de nybyggede lokaler hos SOSU Nord
  • Over 200 elever fra forskellige studieretninger og institutioner deltager hvert år
  • Tech College deltog med elever fra følgende uddannelser: Teknisk design, Digital media, Data, Elektriker og Webintegrator
  • SOSU Nord deltog med elever fra følgende uddannelser: Social- og sundhedsassistentuddannelsen, Den pædagogiske assistentuddannelse.

Kunne du tænke dig at høre mere?

Vi er altid klar til at tage i mod din henvendelse. Om du har spørgsmål til vores rådgivningsforløb, automatiseringsløsninger, produkter eller noget helt fjerde.

KONTAKT OS HER